Rodbehandling
Tandsmerter og/eller betændelse?
En tand skal rodbehandles hvis der er vedvarende tandsmerter, eller betændelse i tandnerven.
Behovet for at rodbehandle en tand opstår som regel i forbindelse med et dybt hul i tanden (caries), hvor bakterier er nået helt ind til tandnerven. Det giver en betændelse inde i selve tanden, der som regel spreder sig ud i kæbeknoglen, og tanden bør derfor rodbehandles for at fjerne betændelsen. Tandlægen kan som oftest se dette på et røntgenbillede, hvor betændelsen viser sig i kæbeknoglen omkring tandens rodspids. Som regel medfører dette akutte smerter og/eller hævelse, der kan fjernes ved at rodbehandle tanden.
En tandbetændelse kan også være af kronisk karakter, og uden de helt store symptomer. Dette betyder dog ikke, at betændelsen ikke er til stede i kæbeknoglen – tværtimod. Den kroniske, langsomt forløbende tandbetændelse udvikler sig som regel til en akut tilstand, med kraftig tandpine og hævelse.
Rodbehandling kan også blive nødvendigt, hvis der tidligere er lavet en dyb fyldning der ligger tæt på tandnerven. Herved vil tandnerven gå til henover tid. Det samme gælder hvis man har været udsat for et traume, hvor en eller flere tænder har fået et kraftigt slag.
Tandpine – kan være tegn på rodbetændelse
Betændelse i tandnerven vil ofte give tandpine i varierende grad, da smerte opfattes forskelligt fra person til person. Tandpinen kan føles som kraftig smerte for kulde/varme, trækken mod øret og kæbehulen, eller dunken i hele den ene side af kæben. Det kan derfor ind imellem være vanskeligt at lokalisere den betændte tand.
Sådan foregår behandlingen:
Når tandlægen laver en rodbehandling, starter man som regel med at bore et lille hul i tyggefladen af tanden, så man har adgang til den døde, betændte nerve. Nerve, blodkar og bakterier renses herefter ud med små rodfile, til alt det betændte væv er væk, og rodkanalen er tom og ren. Der skylles løbende med bakteriedræbende væsker under udrensningen. Når rodkanalen er færdigrenset og desinficeret, fyldes den med et plastisk gummimateriale der skal sikre, at der ikke trænger bakterier ind i rodkanalen igen.
Hvis en rodbehandling foretages pga. et stort hul, kan tandlægen være nødt til at fjerne en stor del af tanden for at kunne komme ned til tandnerven. I disse tilfælde, er der ikke meget tand tilbage efter behandlingen, og man vil derfor anbefale at tanden på sigt udstyres med en krone.